Marokkansk Sahara

Marokko har en oplevelse af at Vestsahara er deres - en opfattelse som er udbredt blandt befolkningen - som kalder området for "Marokkansk Sahara".

Denne opfattelse bygger på et historisk argument: Det marokkanske kongedømme mener, de har haft stedet fra før kolonitiden. De mener også, det er bedst for saharawierne, som er en meget lille befolkning, at være en del af Marokko. 

Hvordan kan de tidligere koloniherrer, der har tegnet stregerne i Afrika, vide hvis land, der er hvis?

Autonomiplanen

Marokko fremlagde i 2007 et forslag til at løse konflikten: Autonomiplanen.

Planen vil give Vestsahara en vis grad af selvstyre under marokkansk suverænitet. Den indebærer følgende hovedpunkter:

1. Selvstyre med lokal regering  Vestsahara får en autonom regering med egne lovgivende, udøvende og retslige institutioner.

2. Marokkansk suverænitet      Regionen forbliver en del af Marokko med national suverænitet og territoriel integritet garanteret.

3. Kompetencefordeling              Den autonome regering får ansvar for lokale spørgsmål som økonomi, kultur, miljø og infrastruktur, mens Marokko beholder kontrollen over forsvar, udenrigspolitik og religion.

4. Respekt for lokal kultur      Marokko respekterer sahrawiernes kulturelle og sociale særpræg.

5. Demokratisk proces Autonomistatussen besluttes gennem en folkeafstemning blandt områdets beboere. 

Ressourcer og handelsaftaler

Handels- og investeringsrelationerne mellem EU og Marokko er vigtige. EU er nemlig Marokkos største handelspartner, og er også den største udenlandske investor i Marokko.

"Marokkansk Sahara" har en række naturressourcer, som er vigtige for Marokkos handel med andre lande. Det gælder f.eks. den lange kystlinje, hvor Marokko gennem tiden har lavet fiskeriaftaler med EU, som har givet medlemsstaterne adgang til at fiske i farvandet udenfor Vestsaharas kyst. En anden ressource er fosfat - et mineral, som udvindes fra miner og anvendes i gødningsproduktion. Det er vigtigt for bl.a. europæisk landbrug.