Etnografisk
Formidlingsfællesskab
Den europæiske union (EU)
Den Europæiske Union (EU) er en politisk og økonomisk union bestående af 27 europæiske lande. EU fungerer som en overnational organisation, hvor medlemslandene har overdraget visse beslutningskompetencer til fælles organer.
EU har fire grundlæggende mål:
- Fremme fred og sikkerhed.
- Etablere et fælles marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.
- Sikre retfærdighed og frihed gennem fælles lovgivning.
- Bidrage til bæredygtig udvikling og økonomisk vækst.
EU består af syv primære institutioner, hvor to organer har særlig betydning for Konflikten om Vestsahara.
-
Europa-Parlamentet: Repræsenterer EU’s borgere og deltager i lovgivningsprocessen og budgetlægning.
- Europa-Kommissionen: Foreslår ny lovgivning, håndhæver EU-lovgivning og forvalter budgettet.
- EU-Domstolen: Sikrer ensartet fortolkning og anvendelse af EU-lovgivning i alle medlemslande.
Migrationsaftaler
EU's problematiske handelsrelationer med Marokko
I forbindelse med migration har EU og Marokko indgået flere aftaler og samarbejdsordninger, hvoraf en af de mest relevante er "Mobilitetspartnerskabsaftalen" fra 2013. Aftalen dækker migration og asylpolitikker og støtter Marokkos Nationale Asyl- og Migrationsstrategi (SNIA), som inkluderer initiativer til at integrere migranter og forbedre grænseforvaltningen.
Senest i 2022 fornyede EU og Marokko deres partnerskab for at håndtere menneskesmugling og uregelmæssig migration. Samarbejdet omfatter støtte til grænseforvaltning, øget politisamarbejde, fælles undersøgelser og oplysningskampagner om risiciene ved uregelmæssig migration. EU's engagement herunder indebærer finansiel og teknisk støtte, bl.a. gennem EU’s Nødfond for Afrika, hvor Marokko har modtaget betydelige midler til migrationsrelaterede projekter. I første halvdel af 2022 medvirkede dette samarbejde til at forhindre over 26.000 uregelmæssige afrejser fra Marokko og til at nedlægge omkring 100 kriminelle netværk.
EU’s migrationsaftaler med Marokko har en indirekte relation til Vestsahara på grund af Marokkos påstand om suverænitet over området. Flere humanitære organisationer og FN har rejst bekymringer om, hvordan aftaler og støtte til Marokko kan påvirke Vestsaharas status og de menneskerettigheder, der knytter sig til dets befolkning.
EU's problematiske handelsrelationer med Marokko
EU har en lang række handelsrelationer med Marokko, der spænder over flere sektorer som landbrug, industri og fiskeri. Dog har flere af disse relationer, især fiskeriaftalerne, været genstand for kritik og juridiske udfordringer, da de strider mod international lovgivning og menneskerettighederne.
I 2017 indgik Rådet for Den Europæiske Union en ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko, der inkluderer vandene ud for det besatte Vestsahara. ”For Marokko er Sahara-regionen en vigtig og integreret del af landets nationale territorium, som Marokko har fuld suverænitet over”, lød det i en officiel udtalelse fra Rådet.
Ikke desto mindre blev fiskeriaftalen mellem EU og Marokko i 2018 dømt ulovlig af EU's egen juridiske instans, den Europæiske Domstol. Aftalen gav EU adgang til at fiske i vestsaharisk farvand, hvilket de facto betød udnyttelse af ressourcer i det besatte Vestsahara, et område, hvor Marokko ikke har suverænitet, og hvor saharawierne har kæmpet for deres ret til selvbestemmelse.
Henrik Dam Kristensen (S) tidligere landbrugs- og fiskeriminister mener, at EU's opkøb er den rette strategi. Alternativet er nemlig langt værre.
"Mange afrikanske lande mangler kapacitet til selv at udnytte deres fiskeressourcer. Hvis EU ikke opkøber dem, vil de store multinationale virksomheder gøre det i stedet. Og prøv lige at tale om bæredygtighed og socialt ansvar med Unilever,"siger Henrik Dam Kristensen.
Domstolen fastslog, at aftalen var ulovlig, da den ikke tog hensyn til, at området i Vestsahara ikke tilhører Marokko, og at saharawierne ikke havde givet deres samtykke til udnyttelsen af deres naturressourcer. Ifølge folkeretten, herunder FN’s regler om selvbestemmelse, skal et folk have kontrol over sine egne ressourcer, og derfor var den oprindelige aftale mellem EU og Marokko i strid med disse principper. Daværende EU udenrigschef Federica Mogherini, udtalte i denne forbindelse, at ”EU-Kommissionen vil overholde EU-Domstolens dom, som er bindende for alle EU-institutioner og medlemsstater”.
Dog har EU, på trods af dommen, ikke trukket sig fra aftalen. I stedet har EU forsøgt at ændre aftalen og indarbejde Vestsahara som en del af den, hvilket har mødt kraftig kritik fra både menneskerettighedsorganisationer og det saharawiske folk. Konflikten i Vestsahara udgør således et dilemma for EU, da det både ønsker at opretholde gode økonomiske forbindelser til Marokko og samtidig sikre ikke at overtræde international lov. Denne situation rejser også spørgsmål om EU's rolle som beskytter af menneskerettigheder og folkeretten. ”EU-Kommissionen har endnu engang demonstreret sin totale mangel på respekt for egne retsstatsprincipper, og vælger i stedet at styrke EU’s medansvar for den ulovlige besættelse og udnyttelse af Vestsahara. Jeg opfordrer EU’s medlemsstater til at forkaste dette forslag, og hvis dette ikke sker, er vi klar til at tage sagen op i EU-Domstolen igen” (kilde), skrev Polisario som reaktion på aftalen i en pressemeddelelse.Polisario og andre kritikere mener, at EU's fortsatte samarbejde med Marokko, til trods for den ulovlige aftale, underminerer EU's værdier og skader den internationale retsorden. Aftaler som denne skaber et problem for EU, da de skader troværdigheden af dets udenrigspolitik og retsstatsprincipper.